Statsministeren er ualmindeligt glad for afgående minister

Det er Enhedslistens beslutning, konstaterer Mette Frederiksen om Benny Engelbrechts farvel til ministerpost.
Benny Engelbrecht | Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Benny Engelbrecht | Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Benny Engelbrecht har gjort det godt som transportminister, mener statsminister Mette Frederiksen (S).

Under sin præsentation af en mindre rokade i regeringen undlader hun at sætte ord på, om hun mener, at den afgående transportminister håndterede den sag, der endte med at koste ham jobbet, som han burde have gjort.

"Jeg har været ualmindelig glad for at arbejde sammen med Benny Engelbrecht. Det er mit klare indtryk, at der står meget stor respekt om Benny Engelbrecht rundt i hele Danmark med en god solid infrastrukturaftale," siger Mette Frederiksen.

Benny Engelbrecht trak sig som transportminister torsdag aften.

Det gjorde han efter et forløb over en lille uge med stigende pres som følge af manglende tal for CO2-omkostningerne i anlægsfasen af en stor infrastrukturaftale.

Flere partier havde efterspurgt disse beregninger. Men de havde fået det svar, at tallene ikke kunne leveres.

Der var imidlertid foretaget beregninger. Ministeren forklarede i et samråd torsdag, at disse ikke var "konsoliderede", hvorfor de ikke blev delt. Det var embedsværkets beslutning, som han blev orienteret om, sagde han.

Men det var ikke godt nok for støttepartiet Enhedslisten, som udtrykte mistillid.

Statsministeren konstaterer tørt og svarer ikke på, hvad hun mener om støttepartiets beslutning.

"Det er Enhedslistens beslutning, og det er sådan i Danmark, at man kun kan være minister, hvis man har tillid fra Folketingets side. Det er en beslutning, Enhedslisten har truffet," siger Mette Frederiksen.

I stedet fremhæver statsministeren, at hun mener, at den afgående transportminister har været en afholdt politiker.

"Det er mit indtryk, at Benny er meget vellidt blandt sine kolleger for sit meget solide og tunge politiske håndværk," siger Mette Frederiksen.

En række politikere, røde som blå, har efter Engelbrechts udmelding torsdag udtrykt tilfredshed med den afgående ministers arbejde.

Trine Bramsen (S) overtager posten som transportminister, og hun bliver afløst af Morten Bødskov (S) i Forsvarsministeriet.

Engelbrecht, som har været medlem af Folketinget siden 2007, fortsætter i den socialdemokratiske folketingsgruppe.

Udskældt og upopulær minister går i krig med transportområdet 

Trine Bramsen bliver ny transportminister 

Benny Engelbrecht går af som transportminister 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også