Nøgletal fra Kina og gevinsthjemtagning tynger oliepriserne

Oliemarkedet oplever et mindre fald mandag morgen.
Foto: Ole Lind/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix
Foto: Ole Lind/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

Oliepriserne falder mandag morgen, efter at der fra Kina i nattens løb er kommet betydeligt værre industri- og detailtal.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster mandag morgen 110,0 dollar mod 110,96 dollar fredag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 109,22 dollar mod 109,87 dollar fredag eftermiddag.

Nedlukningerne i Kina gjorde ondt på den kinesiske økonomi i april. Det er regeringens stramme nultolerancepolitik over for smittetilfælde med covid-19, der har gjort indhug i verdens næststørste økonomi.

Den kinesiske industriproduktion faldt i april med 2,9 pct. på årsbasis mod en ventet stigning på 0,5 pct. I marts gik produktionen frem med 5,0 pct. Detailsalget skuffede ligeledes med et fald på 11,1 pct. i samme måned, hvor der til sammenligning var ventet et fald på 6,6 pct.

”Nøgletallene tegner et billede af en stagnerende økonomi med brug for aggressiv stimulus og lempelse af coronarestriktioner,” siger Mitul Kotecha, der er chefstrateg i TD Securities, til Reuters, som dog ikke ser forslagene blive en realitet.

”Kinas svage vækstbane vil lægge pres på de kinesiske markederne og fremskynde en yderligere forværring af udsigterne for den globale økonomi,” lyder det videre.

Investorerne har mandag også fundet lejlighed til at tage gevinster hjem, efter at oliepriserne fredag steg nær 4 pct., skriver Reuters.

Imens lurer kommende sanktioner mod import af russisk olie fra EU, der ventes at skabe knaphed på forsyningsfronten trods et mindre produktionsløft fra Organisationen af Olieeksporterende Lande, Opec, og allierede lande som Rusland.

Priserne på både Brent- og WTI-olien bør ifølge Naohiro Niimura, der er partner i Market Risk Advisory, ligge i nærmeste fremtid holde niveauet 110 dollar for en tønde, skriver Reuters.

EU sigter i denne uge mod at nå enighed om et trinvist forbud mod russisk olie trods bekymringer om forsyningen i Østeuropa, der indtil videre har fået Ungarns premierminister, Viktor Orban, til at nedlægge veto.

Norwegian-chef sender regning for stigende brændstofpriser videre til kunderne


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også