Mærsk: Priser i lange kontrakter er blevet væsentligt højere

De langsigtede aftaler, som er blevet genforhandlet i år, er blevet markant mere værd, fortæller topchef Søren Skou.
Foto: AMR ABDALLAH DALSH/REUTERS / X90179
Foto: AMR ABDALLAH DALSH/REUTERS / X90179
AF MARKETWIRE

Det er ikke kun priserne spotmarkedet, der uge for uge sætter rekord, som er med til at skæppe i kassen hos A.P. Møller-Mærsk.

Også de lange kontrakter, hvor priserne ligger fast, har fået et nøk op i årets løb og er med til at drive indtjeningen i vejret.

Traditionelt genforhandles de fleste af kontrakterne i månederne omkring årsskiftet, men flere bliver også aftalt på andre tidspunkter af året, og det kan mærkes, fortæller administrerende direktør Søren Skou til MarketWire.

"Der er nogle punkter omkring kalenderåret, hvor man genforhandler, men typisk også omkring 1. maj, hvor det er hele Stillehavet og de amerikanske kontrakter, som genforhandles. Og så er der en masse på andre tidspunkter, så der sker lidt hele tiden," siger Søren Skou.

De stigende rater på spotmarkedet betyder, at priserne på de lange kontrakter også er blevet hævet.

"Når du har 1-årskontrakter, så ændrer prisen sig kun den ene gang om året, hvor du genforhandler. Og for dem, vi har genforhandlet i år – også de lange – er det selvfølgelig blevet til væsentlig højere priser," siger Søren Skou.

60 procent af kunderne på lange kontrakter

For nyligt oplyste Mærsk, at selskabet har omkring 60 pct. af kunderne på lange kontrakter, og det er en højere andel end tidligere, hvor det var mere ligeligt fordelt.

Det er en del af Mærsks strategi om at servicere en større del af forsyningskæden, at selskabet også lavere flere og længere kontrakter med integrerede logistikløsninger.

"Vi har i løbet af i år gjort alt, hvad vi kunne, for at kunne levere på de kontrakter, og vi har også allokeret mere af vores kapacitet til de kunder, som køber ind på vores værdi om end-to-end løsninger," siger han.

Han uddyber samtidig, at Mærsk har taget mere kapacitet ind over året, end det oprindeligt var planlagt.

"Vi ender året med cirka 5 pct. mere kapacitet, end vi startede året med, og det havde vi ikke planlagt. På Stillehavet, hvor efterspørgslen har været vildest, er vi gået fra sammen i 2M (alliance med rederiet MSC, red.) at have syv afgange om ugen til nu 12. Kapacitetsmæssigt er det 50 pct. mere, vi udbyder," siger Søren Skou.

Mærsk har netop opjusteret forventningerne til 2021 for tredje gang i år. Koncernen venter nu et driftsresultat før af- og nedskrivninger på 22-23 mia. dollar mod tidligere ventet 18-19,5 mia. dollar.

Samtidig løftes forventningerne til EBIT-resultatet til 18-19 mia. dollar fra tidligere 14-15,5 mia. dollar.

 

Søren Skou tror på meget stærkt tredje kvartal – og næste lige så stærkt fjerde kvartal

Analytiker efter ny Mærsk-opjustering: "Det er svært at se hvornår gunstigt fragtmarked stopper"

Mærsk opjusterer forventningerne til 2021 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også