DSV's indtjening ventes fortsat er være presset forud for regnskab

Flere ting tynger logistikselskabets indtjening
Foto: Lars Krabbe/Ritzau Scanpix
Foto: Lars Krabbe/Ritzau Scanpix
Af marketwire

Den danske transport- og logistikkæmpe DSV’s indtjening ventes i oktober, november og december fortsat at være presset af en kombination af lavere efterspørgsel og fortsatte fald i fragtraterne.

Det vurderer Sydbanks senioranalytiker Mikkel Emil Jensen, der fastholder anbefalingen ”køb” forud for regnskabet for fjerde kvartal, som ventes offentliggjort torsdag den 1. februar klokken 7.30.

Fokus vil være på prognosen for 2024, hvor svag global økonomisk vækst og høj geopolitisk usikkerhed opfordrer til et forsigtig udlæg. Indtjeningsevnen i starten af året ventes dog understøttet af situationen omkring Det Røde Hav.

Overfyldte lagre

Inden for DSV’s klart største division, Air & Sea, venter Sydbank, at den globale efterspørgsel efter varer igen vil være tynget af ændrede forbrugsvaner samt lagerreduktioner.

”I DSV’s luftfragtdivision modellerer vi et fald på 8 pct. i forhold til samme periode sidste år,” skriver Sydbanks analytiker, der pointerer, at det er en klar forbedring i forhold til faldet på cirka 19 pct. i tredje kvartal.

Inden for søfragt venter Mikkel Emil Jensen en flad udvikling efter fire kvartal med fald.

”Vi forventer, at DSV fortsat ser antallet af forsendelser falde mindre end volumen, hvilket bør have en understøttende effekt på bruttoresultatet per fragtet enhed,” skriver Sydbanks analytiker med henvisning til indtjeningsmålet, der også kaldes yield.

Normaliseringen af transportsektoren, der under coronapandemien var hjulpet af høje fragtrater som følge af blandt andet flaskehalse, ses presse yielden længere ned i forhold til det foregående kvartal.

Her venter Sydbank et fald for luftfragt på 21 pct. til 10,10 kr. per kilogram og for søfragt på 27 pct. til 4,70 kr. per kilogram.

Sydbank venter et fald på 19 pct. i driftsindtjeningen i Air & Sea til 3107 mio. kr. drevet af et svært sammenligningsgrundlag.

Road også tynget

Den lave aktivitet ventes også fortsat at tynge vejdivisionen, Road, hvor Sydbank modellerer med en omsætningstilbagegang på 11 pct.

Indtjeningsevnen ventes forbedret med 0,5 pct.point til en overskudgrad på 5,0 pct.

I DSV’s lagerdivision, Solutions, regner Sydbanks analytiker med et omsætningsfald på 5 pct. og en forbedring af lønsomheden på 1 pct.point til 9,8 pct.

Samlet set lyder Sydbanks estimat for driftsindtjeningen før særlige poster på 4,1 mia. kr. i kvartalet, hvilket svarer til et fald på 14 pct. i forhold til samme kvartal sidste år.

Forsigtig prognose

Svage økonomiske vækstudsigter for 2024 og fortsat høj geopolitiske usikkerhed opfordrer ifølge Sydbank til lidt forsigtighed med hensyn til prognosen.

- Varigheden af situationen omkring Det Røde Hav er samtidig svær at spå om, men de højere fragtrater og øget friktion i forsyningskæderne, giver alt andet lige DSV en bedre start på 2024 end under ”normale” omstændigheder, skriver Mikkel Emil Jensen.

Sydbank modellerer som følge af et nemt sammenligningsgrundlag med fremgang i volumen inden for sø- og luftfragt i år, og finanshusets senioranalytiker venter, at DSV vil nå en driftsindtjening på 17,4 mia. kr. i år - et niveau, der potentielt kan ligge i den øvre ende af den nye prognose.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også