Trafikselskaber kæmper for at fastholde de unge kunder

KAMPEN OM DE UNGE: Færre unge tager i dag bus eller tog til deres uddannelsessted sammenlignet med for ti år siden. Samtidig er brugen af bil steget i perioden. I en ny serie afdækker MobilityWatch, hvad landets trafikselskaber gør for at fastholde den unge kundegruppe, som også er fremtidens bruger af den kollektive transport.
At de unge i stigende grad dropper at tage bussen eller toget er en problemstilling, som i høj grad optager landets trafikselskaber. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix
At de unge i stigende grad dropper at tage bussen eller toget er en problemstilling, som i høj grad optager landets trafikselskaber. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix

Flere unge fravælger bus og tog som transportmiddel til fordel for bilen.

Det stod klart i en undersøgelse fra DI Transport tilbage i juni, som er baseret på data fra regionale undersøgelser.

Ifølge undersøgelsen er andelen af unge, der benytter bus eller tog til og fra deres ungdomsuddannelse faldet på landsplan fra 51 pct. i 2010 til 43 pct. i 2019. I samme periode er andelen af unge, der benytter bil, steget fra 16 pct. i 2010 til 24 pct. i 2019.

Tendensen er noget, der i høj grad optager landets trafikselskaber.

”Det er noget, vi tager meget alvorligt. Vi arbejder meget intensivt på at få flere unge til at tage toget,” siger bæredygtighedschef i det statsligt ejede togselskab DSB, Aske Wieth-Knudsen, til MobilityWatch.

Britta Charmig, der er projektleder og står for kommunikation i Midttrafik, stemmer i:

”Det er ret kritisk for os. De unge er fremtidens forbrugere, så hvis de ikke begynder at bruge bus og tog i den alder, så kan det gøre, at de faktisk aldrig kommer til at bruge den kollektive transport, da de ikke stifter kendskab med det.”

Ungdomskort er ufleksibelt

Trafikselskaberne fortæller til MobilityWatch, at de særligt har oplevet et fald i salget af ungdomskortet, som ellers er et særligt produkt til unge, der f.eks. går på en ungdomsuddannelse.

Antallet af passagerer på ungdomskort hos Fynbus er eksempelvis faldet med 8,7 pct. fra 2018 til 2019. I samme periode er antallet af unge, der er på andre produkter ud over ungdomskortet, steget med 35 pct.

Ifølge undersøgelsen fra DI Transport er dyre og ufleksible produkter også en af grundene til, at unge vælger den kollektive transport fra.

Ungdomskortet kræver, at den unge binder sig til 30 dage, og det er ifølge undersøgelsen ikke optimalt, hvis den unge oplever at skulle i erhvervspraktik i perioden, bliver syg eller af anden årsag ikke skal møde fysisk på uddannelsesstedet.

”Ungdomskortet er en løsning, som har eksisteret i mange år og stadig bygger på idéen fra dengang, det var sådan et dumt plastikkort, man fik tilsendt en gang om måneden. Der er sket rigtig meget teknologisk siden dengang, både med rejsekort og apps, og det er bare ikke slået ordentligt igennem på ungdomskortet,” siger Eskil Thuesen, ressourcedirektør i det sjællandske trafikselskab Movia, til MobilityWatch.

Data fra Danmarks Statistik viser også, at mens forbrugerprisen i 2020 er steget med 18 pct. for at køre i bus og 22 pct. for at køre i tog sammenlignet med 2010-niveauet, er priserne i samme periode faldet med 7 pct. for køb af personbil.

Adgangen til biler er samtidig steget i perioden, hvor 17,5 pct. af de danske familier i 2020 havde adgang til mere end en bil mod 13,3 pct. i 2010.

Den udvikling er en stor del af forklaringen på, hvorfor unge vælger den kollektive transport fra. Sådan lyder det fra Patrycja Anna Zieba, som er markedskonsulent og projektleder hos Fynbus, som henviser til, at de unge er en meget prisfølsom kundegruppe.

”Det er klart, at vi kan mærke, at de unge i højere grad vælger bilen, end de gjorde for ti år siden. Adgangen til biler er også blevet lettere i dag. Så det kan vi også se på vores passagertal og i vores egne undersøgelser,” siger Patrycja Anna Zieba.

Trafikselskaber arbejder på løsninger

Det er særligt vest for Storebælt, at trafikselskaberne oplever problemer med at fastholde den unge kundegruppe. Men det betyder ikke, at problemstillingen ignoreres på Sjælland, hvor både Region Hovedstaden og Region Sjælland også har oplevet et fald over perioden.

I Metroselskabet arbejdes der f.eks. med at udvikle ungdomskortet i samarbejde med DOT – Din Offentlige Transport – som er et samarbejde mellem aktørerne inden for den offentlige transport på Sjælland og øerne.

Andre trafikselskaber har fokus på oplysning til de unge i samarbejde med uddannelsesinstitutionerne, marketing målrettet de unge eller fokus på at sætte helt nye billettyper og produkter i søen til den unge kundegruppe.

MobilityWatch vil i den kommende tid sætte fokus på, hvad trafikselskaberne gør for at fastholde de unge – som er fremtidens kunder i landets busser og tog.

DSB oplever positiv effekt fra danskernes nye syn på kollektiv trafik

Trods milliarder til togfond anerkender partier usikkerhed om tidsplan og fremtid 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også