Regn udløser nødretstilstand og aflyste metroer i New York

Resterne fra orkanen Ida, der gik i land på USA's østkyst søndag, skaber oversvømmelser i flere delstater.
Foto: Rainmaker Photos/Ritzau Scanpix
Foto: Rainmaker Photos/Ritzau Scanpix
af ritzau

Næsten alle metrolinjer i New York City er blevet aflyst på grund af store mængder regn og oversvømmelser.

Det skriver det amerikanske medie CNN.

Uvejret er så voldsomt, at byens borgmester, Bill de Blasio, onsdag aften lokal tid har erklæret nødretstilstand.

"Vi er midt i en historisk vejrsituation her til aften med rekordstore mængder regn i hele byen, voldsomme oversvømmelser og farlige forhold på vejene," skriver de Blasio på Twitter.

Den nationale vejrtjeneste i USA (NSW) opfordrer folk til at holde sig væk fra vejene og søge til højtliggende områder.

"Vi får alt for mange anmeldelser om folk, der skal reddes i vandmasserne, eller strandede biler."

"Kør ikke gennem oversvømmede veje. Du ved ikke, hvor dybt vandet er, og hvor farligt der er," oplyser NSW ifølge CNN.

De massive vandmasser har desuden givet forstyrrelser i tennisturneringen US Open, der i øjeblikket afholdes i New York City, hvor flere kampe er blevet udskudt.

Det er resterne fra orkanen Ida, der gik i land på USA's østkyst søndag, der skaber onsdagens uvejr.

Også delstaten Maryland er ifølge nyhedsbureauet AFP ramt af oversvømmelser, der har kostet mindst en person livet, mens en anden person savnes onsdag.

Det bringer det samlede dødstal i forbindelse med orkanen Ida op på syv, skriver AFP.

I alt er der blevet udstedt nødretstilstand i fem områder på østkysten, der strækker sig fra Philadelphia til New Jersey.

Resterne af orkanen Ida forventes at drive nordpå og bringe kraftig regn til New England torsdag.

USA's præsident, Joe Biden, besøger fredag delstaten Louisiana, hvor Ida ødelagde bygninger og efterlod mere end en million hjem uden strøm.

Orkaner er almindelige i det sydlige USA, men forskere har advaret om en stigning i aktiviteten, når havets overflade opvarmes på grund af klimaforandringer. Det udgør især en stigende trussel mod de kystnære samfund.

Sverige kan blive det første land i verden med elveje

Margrete Auken om Lynetteholmen: Der er lovbrud 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også