Nordiske flyselskaber skoser europæiske rammer for grøn omstilling

De europæiske rammer for den grønne omstilling af luftfarten rummer flere store ulemper, mener en række flyselskaber. De kræver i stedet bedre vilkår for investeringer og udrulning af incitamentsordninger.
Foto: Ralph Orlowski/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Ralph Orlowski/Reuters/Ritzau Scanpix

BERGEN - Flyselskaberne vil rigtig gerne være grønne, men omstillingen sker kun med hjælp udefra.

Sådan lød det samstemmende fra SAS, Norwegian, Widerøe, Norse Airways og Flyr under en paneldebat på luftfartskonferencen Routes onsdag, hvor topcheferne fra de fem selskaber deltog.

Samtidig erkendte man fra scenen også, at man ikke har kommunikeret godt nok til forbrugerne om, at man gerne vil i en grønnere retning.

Det helt store problem er imidlertid de rammevilkår, som der lige nu er for den grønne omstilling af luftfarten i Europa, hvor der bliver lagt op til, at flyselskaberne skal tage en for stor del af omkostningerne, lød det bl.a. fra SAS-topchef Anko van der Werff.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Paneldebat med topchefer for nordiske flyselskaber ved luftfartskonferencen Routes i Bergen. Fra venstre Tonje Frislid, Flyr, Bjørn Tore Larsen, Norse Atlantic Airways, Geir Karlsen, Norwegian, Anko van der Werff, SAS og Stein Nilsen, Widerøe. | Foto: Foto: Mads Oddershede
Paneldebat med topchefer for nordiske flyselskaber ved luftfartskonferencen Routes i Bergen. Fra venstre Tonje Frislid, Flyr, Bjørn Tore Larsen, Norse Atlantic Airways, Geir Karlsen, Norwegian, Anko van der Werff, SAS og Stein Nilsen, Widerøe. | Foto: Foto: Mads Oddershede

Han fortalte, at SAS i sin spareplan SAS Forward har indregnet en større brug af bæredygtigt flybrændstof - bedre kendt under betegnelsen sustainable aviation fuel (SAF) - som i øjeblikket er markant dyrere end fossilt brændstof. Og det tegner til at blive en omkostningstung affære, hvis ikke udbuddet af SAF bliver større, så prisen på det kan presses ned.

”Det er en stor regning, og jo mere af regningen, der bliver skubbet tilbage på flyselskaberne i det økosystem, jo svagere vil vi alle blive,” sagde topchefen.

Mangler investeringer

I disse måneder bliver der i EU arbejdet på RefuelEU Aviation-pakken, som er en del af unionens Fit for 55-klimaplan.

Et af de mest omtalte punkter i pakken er, hvordan det fremtidige afgiftssystem for luftfarten bliver strikket sammen - og hvor provenuet fra de afgifter skal kanaliseres hen.

Kommissionen har lagt op til, at pengene skal gå til en social fond, som skal finansiere forskellige almennyttige formål.

Omvendt mener man i luftfarten, at pengene skal bruges på at finansiere udvikling af grønne brændstoffer og udvidelser af produktionen af dem og den infrastruktur, der hører til. Altså at provenuet fra luftfarten alene bliver brugt på at gøre luftfarten grønnere.

”Lige nu kæmper vi alle sammen om den samme meget knappe ressource, som SAF er. Vi har brug for investeringer i SAF og syntetiske brændstoffer,” sagde Anko van der Werff og fremhævede den tilgang, man har på den anden side af Atlanten.

”Jeg synes virkelig, at tilgangen i USA, hvor man tillader investeringer og sikrer, at der er infrastruktur omkring de investeringer, er den bedste vej fremad fremfor forskellige afgiftspålæggesler.”

SAS-bossen blev bakket op af Geir Karlsen, adm. direktør i Norwegian.

”Hvorfor ser vi ikke flere investeringer i det her, for lige nu er der tæt på ingen kapacitet (af bæredygtigt brændstof, red.). Vi bliver nødt til at have en dialog med myndighederne, for hvis man pålægger afgifter på industrien, skal den bruges til at skabe initiativer til grøn omstilling (for flybranchen, red.).”

Geir Karlsen, adm. direktør i Norwegian. | Foto: OLE BERG-RUSTEN/NTB
Geir Karlsen, adm. direktør i Norwegian. | Foto: OLE BERG-RUSTEN/NTB

Når det kommer til investeringer i de bæredygtige brændstoffer og produktionen af dem, er det ikke noget, der som sådan bør ligge på flyselskabernes bord, mente Geir Karlsen.

”Så kan man spørge, hvorfor vi, flyselskaber, ikke vil investere i den teknologi, men det er ikke rigtigt vores forretning.”

Biler og busser

Andre steder i panelet blev der peget på en anden del af spørgsmålet om den grønne omstilling - om der skal bruges pisk eller gulerod.

”Jeg hader at sige det,” indledte Bjørn Tore Larsen, adm. direktør i Norse Atlantic Airways.

”Men jeg tror virkelig, at dem, der kan ændre det, er regeringerne. USA er det største marked for Tesla, og Norge det næststørste, og hvorfor er det sådan? Fordi elektriske biler er subsidieret, så hvis vi får subsidieret finansieringen til at kunne producere det brændstof, vi har brug for, så vil det drive udviklingen.”

Tonje Wikstrøm Frislid, der er adm. direktør i det norske flyselskab Flyr, ser også god ræson i subsidiering i flere dele af flyselskabernes grønne omstilling, fortalte hun.

Flyr-bossen trak tråde tilbage til sin tid som driftsdirektør i busselskabet Unibuss, hvor støtteordninger var med til at skifte fossile busser ud med eldrevne modeller.

”Her oplevede vi, at hele busflåden i Oslo blev elektrificeret, hvilket skyldtes incitamentsordninger. Du kan ikke forvente, at flyselskaberne gør det alene, men vi vil helt sikkert stille os frem, når tilgængeligheden er der,” sagde hun.

SAS-boss om omdiskuteret datterselskab: Det skal give os regional relevans

Foråret har sendt passagertallene i vejret: Men SAS-topchef advarer om hård vinter

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også