SAS vil genoptage forhandlingerne

SAS tager initiativ til at genoptage forhandlingerne med pilotforeningerne, der dog ikke selv har hørt fra luftfartsselskabet.
Foto: Andrew Kelly/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Andrew Kelly/Reuters/Ritzau Scanpix

Luftfartsselskabet SAS har meddelt mæglerne, at man ønsker at genoptage forhandlingerne med SAS Scandinavias pilotforeninger med formål at nå frem til nye overenskomster og bringe den igangværende strejke til ophør.

Det skriver SAS i en pressemeddelelse mandag.

Ifølge selskabet er det i sidste ende ”SAS’ langsigtede konkurrenceevne, der er på spil i forhandlingerne”.

”Strejken rammer tusindvis af passagerer dagligt, og mange SAS-ansatte arbejder hårdt for at hjælpe de berørte passagerer. Det er nødvendigt for parterne i fællesskab at nå en ende på situationen,” skriver SAS.

SAS skriver videre, at en fortsat mægling kræver indrømmelser fra begge parter, og at SAS er villig til at tage ansvar i den proces.

I en kommentar til TV2 bekræfter Dansk Pilotforenings formand, Henrik Thyregod, at man er klar til at genoptage forhandlingerne, men fortæller, at de ikke selv har hørt noget om eventuelle nye forhandlinger fra modparten.

”Det er klart, at vi kommer, når vi bliver inviteret til forhandlinger. Men jeg havde gerne set, at SAS havde kontaktet mig, frem for at jeg skulle høre det gennem pressen,” siger Henrik Thyregod til TV 2.

Også Keld Bækkelund Hansen, der er chefforhandler i Dansk Metal, som Dansk Pilotforening hører under, er klar til at genoptage forhandlingerne, siger han til Ritzau.

”Det har vi ønsket, så vi kan få lukket den her overenskomst og få folk ud at flyve igen. Vi var så tæt på en aftale, som noget kunne være, lørdag. Så det skal vi nok finde ud af, når vi sætter os til bordet. Vi var jo kommet rigtig langt,” siger han.

SAS vurderes at tabe cirka 90 millioner kroner om dagen, så længe piloterne ikke flyver.

Rejsebureau kan ikke få fat i SAS: Dødfrustrerende

Rådgiverfirma sår tvivl om SAS’ evne til at betale kompensation til kunder

To fagforeninger kritiserer piloter for SAS-strejke

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også