Trods rekord skuffer Tesla med leverancer i fjerde kvartal

Leverancen af biler til kunderne endte under forventningerne i fjerde kvartal.
Foto: Victoria Klesty/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Victoria Klesty/Reuters/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

Den amerikanske producent af elbiler Tesla skuffede i fjerde kvartal, da leverancen af biler til kunderne endte under det ventede. Selv om det opnåede niveau i de sidste tre måneder af 2022 ramte en ny rekord for det amerikanske selskab.

Det fremgår af en meddelelse fra selskabet.

I alt sendte Tesla 405.278 biler ud til kunderne, men der var ifølge Bloomberg News blandt analytikerne ventet et niveau på 420.760 elbiler.

Tesla har ellers ydet betydelige rabatter i USA for at få gang i salget og reduceret lagrene i perioden, hvor kunderne har kunnet slippe 7500 dollar billigere, hvis de betalte og fik bilen inden årets udgang.

Det var især for Model 3/Y’s vedkommende, at tallet var en skuffelse 388.131 leverede køretøjer mod spåede 405.598 biler.

For Model S/X var der tale om 17.147 biler, mens 18.578 biler var ventet.

Produktionen endte desuden i de sidste tre måneder af 2022 på 439.701 biler. Her var ventet 438.840 køretøjer.

”Vi fortsatte med overgangen til en mere jævn regional blanding af køretøjsproduktion, hvilket igen førte til en yderligere stigning i antallet af biler i transit i slutningen af kvartalet,” hedder det.

Mere end 34.000 biler var ved årsskiftet i transit.

”Tak til alle vores kunder, medarbejdere, leverandører, aktionærer og supportere, som har hjulpet os med at opnå et fantastisk 2022 i lyset af betydelige covid- og forsyningskæderelaterede udfordringer gennem året.”

Samlet producerede Tesla i 2022 1.369.611 biler og leverede 1.313.851 køretøjer til kunderne. Med leverancerne i 2022 nåede Tesla ikke sit eget mål om en vækst på 50 pct. Leverancerne steg blot 40 pct., mens produktionen gik op med 47 pct.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også