Analyse: Danmark dropper centralt krav i SAS-redning – men har trumf i ærmet

Den danske stat imødekommer skeptisk dommer i konkursproces, men truer samtidig med at rive tæppet væk under hele redningen af SAS, hvis man ikke får sin vilje.
Thomas Bo Christensen er redaktør på MobilityWatch hos Watch Medier. | Foto: Watch Medier
Thomas Bo Christensen er redaktør på MobilityWatch hos Watch Medier. | Foto: Watch Medier

SAS – og i realiteten den danske stat – vandt mandag en afgørende sejr ved den amerikanske domstol i New York, der behandler rekonstruktionen af det skandinaviske flyselskab.

Her er det lykkedes at få dommeren i sagen til at godkende den kapitalrejsningsproces, som er central for, at det pressede flyselskab kan overleve.

Dommeren havde ellers tidligere underkendt planen – primært med henvisning til, at den indeholdt et alt for skrapt krav fra Danmark, som er det eneste af de nordiske lande, der er villig til at skyde nye penge i SAS. 

Kravet er reelt fjernet i den nye plan, som dommer Michael Wiles godkendte mandag. Det ændrer imidlertid ikke på, at den danske stat med al sandsynlighed kommer til at sidde i en nøgleposition og reelt er villig til at trække støtten til redningen af SAS, hvis ikke den får sin vilje.

Dropper krav

Oprindeligt havde dommeren især én grund til ikke at ville godkende den tidligere kapitalrejsningsplan, der skal sikre minimum 9,5 mia. svenske kr., svarende til ca. 6 mia. danske kr., til SAS.

Den gik på, at den danske stat som led i processen havde sat et krav til andre mulige investorer om, at staten får en tegningsret til de nye aktier i det rekonstruerede SAS. 

Nye investorer vil dermed skulle acceptere at få den danske stat med i ejerkredsen, og det endda selv om den danske stat ikke i forvejen ville forpligte sig selv på at deltage i kapitalrejsningen.

”Du forventer, at jeg godkender en lock-in af en bestemt investor, uden at denne investor har forpligtet sig til en sådan lock-in,” sagde dommer Wiles ifølge DN.no under et retsmøde om sagen i slutningen af april.

”Det er højst usædvanligt for mig, og jeg har problemer med at godkende det.”

Afvisningen var noget af en bet for såvel SAS som den danske stat, eftersom det ville forlænge konkursbeskyttelsesprocessen - og potentielt helt afspore den.

Siden er der blevet forhandlet, og SAS har altså fremlagt en plan, som dommeren nu har sagt god for. 

Den centrale forskel er, at det ikke er et specifikt krav, at Danmark skal være en del af kapitalrejsningsprocessen. Ikke desto mindre tyder alt på, at den danske stat kommer til at være det.

For hvis en potentiel investorer vil sende frisk kapital ind i SAS, men uden at lade den danske stat blive medejer, så vil investoren selv skulle rode med en række problemstillinger, som den danske – og svenske – stat reelt set kun kan. 

Trusler klar

Hvis ikke den danske stat kommer med i kapitalrejsningen – og i øvrigt bliver imødekommet i forhold til en særlig aktionæroverenskomst – vil staten således ikke afskrive sin gæld i SAS. 

Netop det er et afgørende element i at sikre SAS’ overlevelse, da såvel både den danske og svenske stat har lån for adskillige milliarder i flyselskabet.

Men hvis en investor ikke imødekommer Danmarks krav i processen, vil man altså holde fast i sine gældskrav, hvilket vil gøre tingene markant dyrere -og formentlig også for dyrt - for en investor, der vil overtage flyselskabet.

Desuden vil en sådan investor også blive ramt af, at man ikke har den danske stats hjælp til at få forskellige godkendelser i gennem i EU.

Godkendelserne, der bl.a. omfatter spørgsmål om tidligere statsstøtte, er reelt nogen, som kun den danske stat kan være primus motor for at få i mål. Derfor virker det usandsynligt, hvis nogen investorer skulle turde kaste sig ud i det.

Den nye, godkendte plans fastholdelse af den danske stats nøglerolle i redingen af SAS understreges da også af, at flyselskabet selv anser det som afgørende, at Danmark er med i rekonstruktionen.

SAS skriver i planen således, at det er selskabets ”overordnede analyse”, at det er ”nødvendigt” med støtte fra den danske og svenske stat, hvis selskabet skal komme ud af den såkaldte Chapter 11-proces.

”Uden denne støtte vil debitors (SAS, red.) rekonstruktion møde signifikant usikkerhed, omkostninger og forsinkelse,” skriver SAS.

Kort sagt har SAS og den danske stat altså formået at tilfredsstille dommer Michael Wiles, men alt tyder fortsat på, at Danmark alligevel vil spille en central rolle i kapitalrejsningen, der kommer til at vare 13 uger.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også