USA's justitsministerium vil stoppe afgørende SAS-betaling

SAS har ikke ”udvist sund forretningsmæssig dømmekraft,” lyder det fra enhed under det amerikanske justitsministerium.
Det amerikanske justitsministerium | Foto: Mandel Ngan/AFP/Ritzau Scanpix
Det amerikanske justitsministerium | Foto: Mandel Ngan/AFP/Ritzau Scanpix

Dramaet omkring redningen af SAS lader ikke til at være forbi.

U.S. Trustee, som er en tilsynsmyndighed under det amerikanske justitsministerium, har nemlig indgivet en protest mod en betaling fra SAS, som anses som en afgørende brik for genrejsningen af selskabet.

Protesten går på, at SAS ikke skal have lov til at betale 3 mio. dollar, ca. 21 mio. kr., til det konsortium af investorer, der står til at blive de nye ejere af flyselskabet. 

Det fremgår af retsdokumenter, som MobilityWatch har gennemgået hos den domstol i New York, der behandler selskabets såkaldte Chapter 11-sag.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Som MobilityWatch skrev mandag morgen, har SAS ansøgt domstolen om at få lynbehandlet godkendelsen af betalingen, som egentlig skulle ske tirsdag i denne uge. 

SAS og selskabets finansrådgivere har advaret om, at hele den nye ejeraftale kan falde til jorden, hvis ikke investorerne får de 3 mio. dollar, som skal betales som kompensation for investorernes brug af rådgivere under budprocessen. 

Det er til trods for, at de 3 mio. dollar er småpenge i forhold til de i alt små 12 mia. kr., som investorerne står til at skyde i SAS.

Men ifølge U.S. Trustee bør domstolen afvise både betalingen af pengene samt den forhastede proces, som SAS har lagt op til, og som bryder med de normale frister i retssystemet.

Klar tale

U.S. Trustee har i forbindelse med såkaldte Chapter 11-processer til opgave at sørge for ”integriteten af konkurssystemet” og sørge for, at lovgivningen bliver overholdt. 

Og myndigheden har ikke meget til overs for fremgangsmåden hos SAS i den konkrete sag om betalingen af kompensationen. 

U.S. Trustee skriver således direkte, at SAS ikke har ”udvist sund forretningsmæssig dømmekraft” i indgåelsen af aftalen med investorerne.

Opret et gratis prøveabonnement på MobilityWatch her

Myndigheden mener bl.a., at SAS ikke har gennemgået kravet fra investorerne tilstrækkeligt og anser selve kravet om betaling af de 3 mio. dollar som i strid med reglerne. 

Ifølge U.S. Trustee er der alene tale om ”et forsinket forsøg fra byderkonsortiet på at genåbne forhandlingerne af sit bud efter den åbne og gennemsigtige budproces er afsluttet.”

Endelig kritiserer myndigheden også, at SAS med den ”forhastede” proces gør det svært for kreditorerne at nå at komme med et ordentligt svar. Derfor opfordres der til, at domstolen afviser ansøgningerne fra SAS.

Hjælp til Apollo

En af de største kreditorer overhovedet i SAS-sagen er kapitalfonden Apollo Global Management, som har leveret en låneramme på 700 mio. dollar til flyselskabet under Chapter 11-processen. 

Kapitalfonden har, som MobilityWatch beskrev mandag, også protesteret over den hurtige proces til domstolen. Desuden har Apollo meldt ud, at den for nuværende agter at protestere mod selve betalingen. Det er dog ikke sket formelt endnu.

Kapitalfondens modstand er dog blevet kædet sammen med, at Apollo ikke blev en del af ejerkredsen i SAS i forbindelse med den budproces, der har været. I stedet endte kapitalfonden Castlelake, den danske stat, Air France-KLM og rigmanden Henrik Lind med det vindende bud.

Det var ellers forventningen, at Apollo stod godt i processen, da kapitalfonden kunne konvertere sit lån til aktier, men sådan endte det altså ikke.

”Det er nok et meget godt billede på, hvor forsmåede Apollo egentlig føler sig i den her proces,” sagde Jacob Pedersen, aktieanalytiker i Sydbank, forleden til MobilityWatch om Apollos protest til domstolen.

Nu har Apollo så fået opbakning fra en tung stemme i form af U.S. Trustee. 

Det er dog værd at bemærke, at U.S. Trustee tidligere har kritiseret elementer af SAS’ håndtering af Chapter 11-processen, hvor dommeren i sagen, Michael E. Wiles, ikke har taget hensyn til myndighedens kritik. 

Det gælder i forhold til SAS’ udpegning af finansielle rådgivere i processen, hvor U.S. Trustee ikke mente, at flyselskabet skulle have lov til at bruge den svenske storbank SEB som følge af interessekonflikter. 

Det blev dog afvist af konkursdomstolen, og siden har netop SEB hjulpet SAS med konkursprocessen.

Samtidig bakker den komite af SAS-kreditorer, som er oprettet i forbindelse med Chapter 11-processen, også op om betalingen af de 3 mio. dollar til investorkonsortiet.

Den ”bedste vej”

I et brev til domstolen lyder det fra komiteen, at man bifalder den nye aftale med investorerne. Den er således også i kreditorernes interesse, da den sender 325 mio. dollar samt aktier i det nye SAS til nogle af dem, der har penge tilgode i flyselskabet.

Det er komiteen godt tilfreds med og kalder buddet fra konsortiet for den ”bedste vej” frem for SAS og kreditorerne. 

Samtidig mener komiteen, at protesterne fra U.S. Trustee og Apollo er grundløse.

Kreditorkomiteen vurderer således, at SAS ikke har haft noget valg i forhold til den hurtige betalingsproces og mener samtidig ikke, at betalingen bryder med lovgivningen.

Selve spørgsmålet om betalingen står umiddelbart til at blive afgjort senere torsdag, når der er høring om sagen på Manhattan i New York.

Opret et gratis prøveabonnement på MobilityWatch her

Som MobilityWatch beskrev tirsdag, har dommeren i sagen reelt godkendt den hurtige behandling af sagen, men Michael E. Wiles har endnu ikke forholdt sig til selve betalingen.

Her var den oprindelig frist som nævnt i tirsdags, men de nye investorer i SAS er gået med til, at overførslen først sker i forbindelse med høringen, fremgår det af den ansøgning, som flyselskabet har indsendt til domstolen.

SAS har i et skriftligt svar til sagen tidligere udtalt til MobilityWatch:

”SAS er ved at færdiggøre detaljerne og den endelige dokumentation for den aftalte transaktionsstruktur med investorerne i det rekonstruerede selskab. Vi har ingen andre kommentarer på nuværende tidspunkt.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også