Tesla lover lønstigninger til sine produktionsansatte i USA

Tesla har informeret sine ansatte på en bilfabrik i delstaten Californien om, at de vil få en ”markedsjusteret lønstigning”.
Foto: Richard Vogel/AP/Ritzau Scanpix
Foto: Richard Vogel/AP/Ritzau Scanpix
af marketwire

Elbilproducenten Tesla har lovet lønstigninger til sine produktionsansatte i USA.

Det sker ifølge Bloomberg News i et forsøg på at holde fagbevægelsen fra døren.

Tesla har informeret sine ansatte på en bilfabrik i delstaten Californien om, at produktionsansatte på tværs af USA vil få en ”markedsjusteret lønstigning”. Meldingen er sket gennem et fysisk opslag på fabrikken i Fremont. Det fremgår dog ikke, hvor store lønstigningerne er.

Med lovning om højere løn tilslutter Tesla sig Toyota, Volkswagen og Hyundai, der alle har måttet hæve lønningerne, efter at fagforeningen United Auto Workers (UAW) sidste år fik gennemtvunget en historisk overenskomstaftale med Ford, General Motors og Stellantis efter længere tids strejke.

Succesen har givet fagforeningen blod på tanden til også at udvide til nogle af de bilproducenter, der fortsat er gået fri af fagbevægelsen.

Det gælder ikke mindst Tesla, hvis topchef, Elon Musk, længe har udtrykt sig kritisk over for UAW og fagforeninger i al almindelighed.

Elbilproducenten blev i 2021 dømt af den nationale myndighed National Labor Relations Board for at forbryde sig mod arbejdsloven ved at fyre en fagforeningsaktivist og true med konsekvenser, hvis ansatte meldte sig ind i en fagforening.

Tesla har afvist dommen, og en ankesag ved en føderal domstol er undervejs.

Selskabet har omkring 140.000 ansatte på verdensplan, hvoraf omtrent halvdelen er ansat i USA.

Aktien i Tesla er torsdag åbnet 2,3 pct. lavere.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår