Biden underskriver infrastrukturpakke og sikrer politisk sejr

Den amerikanske præsident, Joe Biden, har mandag sat sin underskrift på en infrastrukturpakke på 1000 mia. dollar svarende til knap 6500 mia. kr.
Det sker under en ceremoni i Det Hvide Hus med deltagelse af både demokrater og republikanere, som har været med til at stemme lovforslaget igennem en ellers splittet Kongres.
Med Bidens underskrift er den gigantiske infrastrukturpakke dermed endeligt godkendt.
Pakken blev godkendt i Repræsentanternes Hus fredag med stemmerne 228 mod 206. Den var i forvejen blevet vedtaget af Kongressens andet kammer, Senatet.
Opret et gratis prøveabonnement på MobilityWatch her
Infrastrukturpakken er et af Bidens største politiske projekter og har en historisk størrelse. Pengene skal blandt andet gå til nye veje, broer, dæmninger og bredbånd.
Vedtagelsen ses af iagttagere som en stor sejr for præsidenten. Han lovede under sidste års valgkamp at investere stort i at reparere USA's nedslidte infrastruktur og skabe arbejdspladser.
Det har dog holdt hårdt at få pakken stemt igennem, og processen har stået på i månedsvis.
En række ændringsforslag og modstand fra republikanske såvel som demokratiske politikere har forsinket processen.
I sidste ende tilsluttede et tocifret antal republikanere sig Demokraterne og sikrede dermed flertallet.
Det Hvide Hus forventer, at infrastrukturpakken kommer til at skabe millioner af godt betalte job i hele USA.
Analytiker: FLSmidths cement-division er stærkeste overraskelse i tredje kvartal
DI kalder godkendelse af gigantpakke en kæmpe sejr for Biden