DSV-nederlag og chefskifter var blandt årets mest læste historier på MobilityWatch

En brydekamp mellem DSV og Mærsk, en dom i en kontroversiel vognmandssag og flere opsigtsvækkende chefændringer. MobilityWatch ser tilbage på nogle af de mest læste historier i 2021.  
Foto: Ivan Boll
Foto: Ivan Boll

I begyndelsen af maj fik den danske branche inden for transport, logistik og infrastruktur et nyt erhvervsmedie.

Her gik MobilityWatch nemlig i luften. Siden har vi hver dag dækket branchen og dens aktører og bl.a. skrevet om tendenser, resultater, rammevilkår, holdninger m.m.

Vi har bl.a. dækket presset på de globale forsyningskæder og indvirkningen på de danske aktører inden for logistik og fragt.

Vi har set på coronakrisens indvirkning på persontransporten i Danmark, hvor selskaber inden for bus, tog og fly er blevet hårdt ramt.

Desuden har vi set nærmere på de tendenser, der gør sig gældende inden for udbygning af den danske infrastruktur, herunder ikke mindst den grønne omstilling- Det gælder f.eks. i forhold til byggematerialer, men også reguleringen på markedet for ladestandere.

Blandt de mange artikler, det er blevet til, er der nogle, der har stukket særligt ud hos læserne.

På nippet til 2021's afslutning bringer vi her en oversigt over de 10 mest læste historier på MobilityWatch siden lanceringen i maj.

10. Kurt Beier-direktør frifindes for at udnytte chauffører

I en længe ventet dom blev selskabet Kurt Beier og direktør Karsten Beier idømt bøder på henholdsvis 100.000 kr. og 25.000 kr. for at have haft viden om, at en chaufførlejr i Padborg var ulovligt opført. De anklagede blev dog frifundet for hovedanklagen om grov udnyttelse af udenlandske chauffører.

Dommen var kulminationen på flere års kritik af branchen, efter at forholdene for de filippinske og srilankanske chauffører hos firmaet Kurt Beier i 2018 kom frem, hvilket bl.a. indebar, at de boede i containere og fik en løn langt under danske forhold.

Alligevel endte det i august altså med frifindelsen i hovedanklagen, og statsadvokaten i Viborg har siden opgivet at anke afgørelsen.

Kurt Beier-direktør frifindes for at udnytte chauffører

 

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: Kurt Beier Transport/PR
Foto: Kurt Beier Transport/PR

9. Kurt Beier-sag blev en øjenåbner for branchen og hele samfundet

Inden dommen i Retten i Sønderborg havde MobilityWatch beskrevet sagens konsekvenser, efter den kom frem i 2018 – herunder i forhold til dens påvirkning på lovgivningen i årene efter. Det blev en af årets mest læste historier. 

Kurt Beier-sag blev en øjenåbner for branchen og hele samfundet

 

8. EU-politiker med klar opfordring til vognmænd: Vent et par år med at købe nye lastbiler

Et andet område, der året igennem har vakt stor interesse hos læserne, er den grønne omstilling af den tunge transport. Her har MobilityWatch løbende beskrevet den usikkerhed, der er i branchen i forhold til, hvilke typer drivmidler virksomhederne skal satse på fremover – f.eks. el- eller brintlastbiler.

Her har det fra forskellige politiske sider lydt, at branchen bare skal til at komme i gang og investere i grønnere transport med det samme.

Men i årets ottende mest læste artikel kom der en opsigtsvækkende melding fra Marianne Vind, medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet. Her udtalte hun, at vognmænd, der står over for at skulle investere i nye lastbiler, bør vente et par år.

EU-politiker med klar opfordring til vognmænd: Vent et par år med at købe nye lastbiler

 

7. Mangeårig DI-chef takker af med opfordring til konsolidering hos transportlobbyister

Generelt har læserne på MobilityWatch været meget interesseret i navnenyheder i branchen. Og således optræder en persons exit fra sit job endda også to gange på listen.

Der er tale om Michael Svanes stop som direktør i DI Transport, hvor både selve nyheden om farvellet og et afskedsinterview er blandt de mest læste.

Mangeårig DI-chef takker af med opfordring til konsolidering hos transportlobbyister

 

(Artiklen fortsætter under billedet)

Thorkil Andersen | Foto: Frode Laursen / PR
Thorkil Andersen | Foto: Frode Laursen / PR

6. Frode Laursens ejer og tidligere topchef køber halvdelen af køletransportør

En anden markant person, der foretog en exit i 2021, var Thorkil Andersen, der forlod posten som adm. direktør i Frode Laursen, som han er ejer af. I stedet overlod han posten til Thomas Mølschow Corneliussen, mens Thorkil Andersen selv fortsætter som formand.

Det var dog en historie om et andet af Thorkil Andersens selskaber, der blev årets sjette mest læste historie. Den omhandlede TA-Logistics, der overtog 50 pct. af det danske transportselskab Kaj Madsen Fjelstrup A/S.

Frode Laursens ejer og tidligere topchef køber halvdelen af køletransportør

 

5. DSV-chef efter mistet Vestas-aftale: "Det har ikke været den rigtige aftale for nogen af os"

En historie, der for alvor var interesse om i 2021, var DSV's tab af en logistikaftale med Vestas.

I stedet skal Mærsk fra 2022 være vindmølleproducentens primære logistikpartner, hvilket MobilityWatch interviewede Flemming Ole Nielsen, der er executive vice president hos DSV, om i november, da Mærsk offentliggjorde den nye aftale.

Nyheden kom efter længere tids spekulationer om, at netop Mærsk, der som rederi traditionelt er blevet betragtet som en leverandør af ydelser til DSV, i stigende grad bevæger sig ind på speditørselskabets spillebane.

DSV-chef efter mistet Vestas-aftale: "Det har ikke været den rigtige aftale for nogen af os"

 

4. Ny politisk aftale gør det muligt for kommuner at medfinansiere ladestandere

I takt med at danskerne køber flere eldrevne biler, stiger behovet for ladekapacitet også. Derfor var en årets større politiske nyheder i transportbranchen, at regeringen sammen med et flertal i Folketinget blev enige om ny regulering af ladestandermarkedet.

Blandt elementerne i aftalen var, at danske kommuner fremover får mulighed for at medfinansiere ladestandere, hvor markedet ikke selv kan løfte opgaven.

Netop det havde Kommunernes Landsforening argumenteret for op til aftalen, og faktisk ønskede formand for Miljø- og Forsyningsudvalget i KL, Birgit S. Hansen (S), som også er borgmester i Frederikshavn Kommune, at gå et skridt videre.

Over for MobilityWatch plæderede hun således for, at kommunerne selv skulle kunne finansiere og drive ladestanderne, hvis ingen private aktører byder ind, men det blev dog ikke til virkelighed i den nye aftale.

Ny politisk aftale gør det muligt for kommuner at medfinansiere ladestandere

 

3. Michael Svane stopper i DI Transport

Som nævnt vakte det opsigt, da Michael Svane efter en lang årrække som talerør for transportvirksomhederne under DI meldte ud, at han ville stoppe til december.

MobilityWatch var først med nyheden, der blev årets tredje mest læste artikel.

Michael Svane stopper i DI Transport

 

(Artiklen fortsætter under billedet)

Michael Svane | Foto: PR-FOTO
Michael Svane | Foto: PR-FOTO

2. Planlagt exit fra Leman gik op i røg – nu er Thomas Krøyer i en situation han aldrig har prøvet før

En anden, der også sagde farvel i 2021, var Thomas Krøyer, der efter knap syv år forlod speditørfirmaet Leman.

Stoppet var ikke ventet, men i et længere interview med MobilityWatch om årene i Greve-selskabet forklarede han, at der ikke var noget dramatisk i fratrædelsen, som han havde planlagt i et stykke tid, men som blev udskudt af blandt andet coronakrisen og et stort hackerangreb.

Planlagt exit fra Leman gik op i røg – nu er Thomas Krøyer i en situation han aldrig har prøvet før

 

(Artiklen fortsætter under billedet)

DSV's topchef Jens Bjørn Andersen måtte se aftale med Vestas gå i opløsning i 2021. | Foto: DSV
DSV's topchef Jens Bjørn Andersen måtte se aftale med Vestas gå i opløsning i 2021. | Foto: DSV

1. DSV mister en del af eksklusiv milliardaftale med Vestas

Sagen om DSV's mistede aftale med Vestas har som nævnt vakt stor opsigt i det seneste år.

MobilityWatch var i midten af juni først med nyheden om, at DSV's prestigeaftale med Vestas allerede efter halvandet år begyndte at gå i opløsning.

Det blev årets mest læste historie på MobilityWatch.

DSV mister en del af eksklusiv milliardaftale med Vestas

 

Med ovenstående siger MobilityWatch tak for i år.

Vi glæder os til også i 2022 at dække virksomheder inden for transport, logistik og infrastruktur og til fortsat at levere uafhængig, kritisk og fair erhvervsjournalistik med fokus på substansen.

Mvh

Redaktionen

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også