Samsung SDI og Stellantis vil fremstille batterier til elbiler

Samsung SDI, der er Samsung-koncernens division for fremstilling af batterier, vil i samarbejde med den globale bilproducent Stellantis producere batterier til elbiler.
Det oplyser det sydkoreanske selskab fredag ifølge Reuters.
De to selskaber vil sammen etablere en fabrik i USA, der skal levere til Stellantis' bilfabrikker i Canada, Mexico og USA.
Med aftalen har Stellantis "sikret produktionskapacitet" til at realisere sin målsætning om at få elektriske køretøjer til at udgøre 40 pct. af koncernens salg i USA inden 2030, skriver Samsung SDI i en meddelelse.
Stellantis, som omfatter de amerikanske Jeep og Chrysler, ejer blandt andet også de europæiske bilmærker Peugeot, Citroën, Fiat, Opel og Alfa Romeo.
Tidligere på ugen meddelte den amerikansk-europæiske bilgigant, at den vil slå sig sammen med sydkoreanske LG Energy i et samarbejde for at bygge lithium-ion-bilbatterier i Nordamerika.
Samsung SDI producerer i forvejen elbilsbatterier i Kina, Ungarn og Sydkorea.
Produktionen på fabrikken i USA påbegyndes i 2025.
Vild udvikling på brugtbilsmarkedet giver udfordringer med særlig bilskat