Debat: Nyt partnerskab bør tage havnenes beliggenhed i betragtning

Det bliver et kvantespring for Danmarks klimamålsætninger, hvis vi skaber en sammenhængende infrastruktur, der forbinder alle regionale og lokale aktører omkring havnene, lyder det fra havnedirektør.
Rune D. Rasmussen, adm. direktør for havneselskabet ADP. | Foto: ADP
Rune D. Rasmussen, adm. direktør for havneselskabet ADP. | Foto: ADP
AF RUNE D. RASMUSSEN, ADM. DIREKTØR I ADP A/S

Regeringens havnepartnerskab er et lysende klart og meget velkomment politisk signal om, at der er et stort grønt potentiale i Danmarks havne, som skal indfries. Og når partnerskabet i øvrigt har et blankt stykke papir som sit første arbejdsdokument, efterlader det samtidig et stort ansvar hos havnene for at være klare i spyttet og komme med konkrete og brugbare anbefalinger. 

Der er et stort fokus på at udnytte og udvide havnenes arealer, når det gælder havnenes rolle i den grønne omstilling, så vi kan blive et endnu større aktiv for den ambitiøse udbygning af vedvarende energikilder. 

Havnene skal rumme havvindmøller og kunne udskibe de storstilede og arealkrævende vindmølleparker og energiøer, som Danmark har sat sig for at realisere i de kommende år. Det kræver store arealer på havnene, som er et meget væsentligt bidrag fra havnene til den grønne omstilling.

Men det hele handler ikke kun om arealer og vindenergi. Mindst lige så vigtigt er strategisk beliggenhed i forhold til den fulde PTX-værdikæde.

I al beskedenhed er Fredericia placeret et sted i Danmark, hvor det er muligt at sammentænke hele værdikæden for fremtidens grønne brændsler. Først og fremmest fordi der hver eneste dag passerer tung trafik gennem både Fredericia Havn og områdets transportknudepunkt med stor volumen og frekvens, hvilket placerer os i centrum af den tunge transport såsom fly, lastbiler og skibe.

Samtidig findes der i umiddelbar nærhed af havnen lokale og regionale aktører, som skal producere, distribuere, forædle og aftage fremtidens grønne brændsler. Aktørerne er allerede bragt sammen i et tværgående samarbejde, som vil gøre det muligt at komme i gang hurtigt og binde alle leddene i den komplekse værdikæde sammen.

Desværre står vi lige nu med indtil flere barrierer, der gør det svært at udløse det enorme grønne potentiale i PTX-værdikæden. Først og fremmest begrænser den nuværende havnelov udviklingen af PTX-knudepunkter, fordi den ikke understøtter energiproduktion på havnene. Havneloven bør være teknologineutral, så alle dele af PTX-projekterne kan blive en del af havnenes aktiviteter.

Den værdikædebetragtning, som er helt nødvendig for at realisere den grønne omstilling, fordrer først og fremmest, at vi kommer i gang, og at alle gode kræfter bringes i spil. Private virksomheder og offentligt ejede havne- og forsyningsselskaber skal arbejde sammen om projekter, som myndigheder skal godkende. En vej frem er at lette foden en lille smule fra lovpedalen og bare komme i gang. 

Skal vi udnytte havnenes grønne potentiale fuldt ud, skal regeringens havnepartnerskab både skabe forudsætninger for en teknologineutral havnelov og gøre havnenes placering – og ikke kun areal – til en topprioritet. Sker det, vil det være et kvantespring for opnåelsen af Danmarks klimamålsætninger. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også