Infrastrukturen er som blodårerne i samfundet. Infrastrukturen binder landet sammen, både trafikalt og mht. forsyning.

Infrastruktur er således en del af velfærden, fordi den sikrer, at vi kan bo og arbejde efter vores ønsker, og at der er forsyning med varme, vand og internet i hele landet.

Når udbygningen af fjernvarmen er højt på dagsordenen, fordi det gerne skal gå hurtigere end ellers planlagt, illustrerer det fint en række af de forhold, som entreprenørerne inden for infrastrukturområdet vil pege på som vigtige.

Desværre er det ikke lige så fængende som blød velfærd og flere varme hænder, selvom det her handler om varme boliger. Men det kunne også handle om veje og jernbaner, for mekanismerne er de samme.

Sagt i punktform handler det om:

• Det skal være attraktivt at bygge for offentlige kunder
• Der skal mere fokus på bæredygtighed
• Vi skal have en sammenhængende national plan for vores råstofressourcer

Det første handler om, hvordan staten, regionerne, kommunerne og forsyningsselskaberne optræder, når de skal have bygget.

De offentlige bygherrer har en stor opgave i at være en attraktiv kunde, dvs. følge de aftalte spilleregler mht. udbud, og i de mindste leve op til kravet om ”følg de aftalte spilleregler eller forklar, hvorfor det ikke sker”.

Navnlig i den nuværende situation, hvor mange materialer er blevet meget dyrere, er det ekstra vigtigt, at spillereglerne følges og risikoen fordeles fair.

Dansk Infrastruktur ønsker at bidrage til den grønne omstilling gennem øget bæredygtighed og nedbringelse af CO2-udledningen.

Det handler om, hvordan vi får bragt nye teknologier i brug, meget konkret om hvordan vi kan bytte nogle materialer ud med andre og om, hvordan entreprenørmaskiner på byggepladserne kan bliver elektriske, lige som en stor del af bilerne bliver det. Det handler både om økonomi, og hvordan man stiller krav.

Lige som med elbiler er der behov for at man ser på, hvordan vi finder penge til de ekstra omkostninger som maskiner på el koster i en overgangsperiode.

Der er afsat lidt penge til forsøg, men den skala, som staten og kommunerne har, kan bruges mere aktivt.

Når man bygger, bruger man mange naturressourcer i form af mineralske råstoffer; sand, sten, grus, kalk og ler. Det er jo bemærkelsesværdigt, at Infrastrukturplanen frem til 2035 – som er en rigtig god plan – ikke forholder sig til, hvor materialerne skal komme fra.

Der bliver behov for mange materialer til infrastrukturen, lige som byggeriet også har behov for råstoffer til materialer. Derfor er der behov for, at der udarbejdes en national strategi for forsyningen med råstoffer.

Det skal være en plan, der binder forsyningen fra land, dvs. grusgrave, fra havet, øget genanvendelse af materialer fra nedrivning og endelig import sammen.

Det er en populær myte, at øget genanvendelse kan løse problemet, men det er desværre ingenlunde tilfældet. Vi genanvender allerede 87 pct. af det, der rives ned, men det udgør kun ca. 10 pct. af den samlede forsyning.

Derfor skal der tænkes nyt, både mht. at reducere forbruget, sikre at vi bruger materialerne rigtigt, at vi tager hensyn til naturen og naboerne, nedbringer transportbehovet og at der åbnes nye grusgrave. For at sikre, at alle disse hensyn balanceres, skal der laves en sammenhængende plan. Det opfordrer vi den næste regering til at sætte i værk.

Derfor er det vigtigt, at politikerne påtager sig det nødvendige ansvar for, at:

• det er attraktivt at byde på udbud fra offentlige bygherrer
• at det sker med øget bæredygtighed som en forudsætning
• vi som samfund planlægger forbruget af vores naturressourcer langt bedre, end det sker i dag.