Debat: Flere kvinder i transportsektoren kræver ændringer

Det skal være en oprigtig lyst til forandring fra erhvervets side, der trækker flere kvindelige ledere ind i transportsektoren. Det skriver tidligere transportminister Trine Bramsen (S) i debatindlæg.
Trine Bramsen (S) overtog rollen som transportminister efter partifællen Benny Engelbrecht og sad på posten frem til seneste folketingsvalg. | Foto: Stine Bidstrup/Ritzau Scanpix
Trine Bramsen (S) overtog rollen som transportminister efter partifællen Benny Engelbrecht og sad på posten frem til seneste folketingsvalg. | Foto: Stine Bidstrup/Ritzau Scanpix
AF TRINE BRAMSEN, TIDLIGERE TRANSPORTMINISTER OG MEDLEM AF FOLKETINGET, (S)

Der er generelt mangel på medarbejdere og kompetencer. 

Det har fået brancher til at åbne øjnene for, at vi i Danmark har et ekstremt kønsopdelt arbejdsmarked. Både når det gælder ledelseslag og de udførende medarbejdere. 

Det kan synes en lille smule komisk, at det er manglen på medarbejdere, der skulle få ledelser til at se efter nye typer af medarbejdere. 

I landene omkring os har de fleste for længst gjort erkendelsen, at både omsætning, kvalitet og fastholdelse stiger med øget diversitet i ledelse og på arbejdspladser. Men det glædelige er, at vi nu også er begyndt at komme med i Danmark. 

Som transportminister oplevede jeg transportsektoren på tætteste hold. Selvfølgelig er der stor forskel på områderne indenfor branchen. 

Men det ændrer ikke ved, at der sammenlignet med andre sektorområder er kort fra beslutning til handling. Og min oplevelse er, at beslutningen om at få flere kvinder med om bord er truffet. 

Nu handler det om at føre den ud i livet og sikre, at det er de rigtige greb der bliver taget.

Afgørende at få kvinder i bestyrelseslokalerne

Mine egne erfaringer med sektoren er virkelig gode. Det var en kæmpe fornøjelse at træde ind som transportminister. 

Jeg har kun gode ting at sige om de virksomheder, mennesker og organisationer jeg mødte. Og da jeg satte fokus på køn og transport, blev det taget positivt imod. 

Ledelse starter altid fra toppen. Derfor er det helt afgørende, at få kvinder med ind i bestyrelseslokalerne. Her begår mange den fejl, at de kigger efter kvinder, der ligner de mænd, der i forvejen sidder i bestyrelserne. Og dem er der selvsagt ikke så mange af. 

Men det er faktisk heller ikke kopier af de eksisterende bestyrelsesmedlemmer, der er brug for. Til gengæld er der brug for dem, der kommer med nye og anderledes perspektiver og tilgange til sektoren. 

I min optik skal man derfor pakke argumenter om at ”være opvokset i sektoren” langt væk. Og man skal være villig til at gøre tingene på nye måder, hvis man reelt ønsker større diversitet.

Virksomheder skal ønske at blive udfordret

Dermed har jeg også fået slået den nok vigtigste pointe fast, når det gælder om at tiltrække flere kvinder i såvel ledelseslag som i den øvrige sektor. Virksomheder og selskaber skal have et reelt ønske om at blive udfordret og gøre tingene på nye måder. 

Argumenterne for, hvorfor det er klogt, står i kø; med et stadig større pres for en grønnere og smartere sektor er der behov for nye perspektiver. Med medarbejdergrupper – mænd som kvinder - der stiller større krav til deres arbejdsliv. Med ustabilitet i Europa og kriser der pludselig kan opstå. Så er der brug for, at sektoren sætter flere kompetencer i spil.

Traditionelt er transportsektoren blevet set som olie, dækskifte og livet på rastepladser. Det image tror jeg ikke, man som branche skal være så bekymret for. Det er for længst nuanceret – og derfor vil det være en fejlslutning at tro, det er der barrieren ligger. 

Jeg tvivler også kraftigt på, at arbejdstider eller arbejdspres afholder kvinder fra at søge lederstillinger i sektoren. Derimod handler det om oprigtigt at ville give rum og plads til andre profiler; at lytte, inddrage og være villig til at gøre ting anderledes end tidligere.

Når den åbenhed og den lyst til forandring træder igennem. Så træder flere kvinder også ind i branchen – og bliver der.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også