85 procent af alt det, vi importerer til Danmark, ankommer om bord på et skib og går igennem en havn. 

Det er derfor vanskeligt at overvurdere søfartens og havnenes betydning for Danmark. Derfor er det godt, at regeringen har etableret Havnepartnerskabet, og fra Danske Rederiers side ser vi frem til at bidrage til arbejdet.

Vi er meget optaget af, at Havnepartnerskabets anbefalinger skal sætte skub i den grønne udvikling – både når skibene laster og losser, og når de tanker brændstoffer. Vi er nemlig slet ikke i tvivl om, at havnene kommer til at spille en central rolle i den grønne omstilling. Både for skibsfarten og for resten af samfundet.

Batterier og brændstoffer

For de færger og offshoreskibe, der nu og i fremtiden kan elektrificeres, handler det i høj grad om at få rullet kabler ud for enden af molerne, så man kan servicere de rederier, der vil bytte brændstof ud med batteri. Som det er i dag, er det desværre helt uklart, hvordan, hvornår og hvor hurtigt sådan en ladeinfrastruktur kan rulles ud. 

Det må vi have sat i system og have en afklaring på, så rederierne trygt kan investere i nye el-drevene skibe uden at blive ramt af rækkeviddeangst. 

Men det er ikke kun færger og offshore vindfartøjer, der har brug for grønne produkter. 

De skibe, der ikke kan sejle på batteri, har brug for nye grønne brændstoffer, og de skal være tilgængelige på havnene så skibene kan tanke grønt brændstof, mens de alligevel er i havn. Det kræver produktion og etablering af infrastruktur, som i dag langt fra er på plads. 

Uden at gå på grund

Grønne brændstoffer kræver grøn strøm i enorme mængder. Derfor skal vi fremtidssikre havnene, så de kan servicere næste generation af vindfartøjer, som vokser i takt med vindmølletårnene, der bliver højere og højere. 

Det kræver blandt andet, at vi får uddybet sejlrenderne, så selv de allerstørste installationsskibe kan komme ind uden at gå på grund. Det kræver planlægning, og det skal hurtigst muligt på plads. 

Endelig skal vi sikre, at havnene også kan hjælpe Danmark med at blive det europæiske CCS-hub for CO2-fangst, red., vi går og drømmer om. 

Det vil kræve, at der etableres anlæg, som kan rumme CO2’en i perioden mellem fangst, transport og lagring – såkaldte mellemlagre – og at der derudover sikres udskibningsmuligheder af CO2 fra havnene til platforme i for eksempel Nordsøen. 

Der er altså nok at tage fat på i Havnepartnerskabet. Gør vi det rigtigt vil havnene blive vækstcentre rundt i hele landet, med masser af jobs og aktivitet til følge. 

Vi skal udstikke en kurs, der kan bringe havnene sikkert i (fremtidens) havn, mens de samtidig trækker skibe og samfund i en grønnere retning.