De danske erhvervshavne løser opgaver, der rækker langt ind i vores hverdag. 

Vores morgenmad, mobiltelefoner, medicin, regntøj og skærverne til indkørslen kommer ind via en dansk havn.

Når der til vinter kan saltes på Sjælland, og vi kan færdes nogenlunde skridsikkert på vejene, skyldes det ikke mindst, at vi på Køge Havn har opbevaret bunker af vejsalt, der er blevet sejlet hertil.

Modsat har vi også bjerge af det, jeg mere illustrativt kalder knuste Ikea-køkkener. Det er nedrevne køkkener og kasserede MDF-plader, som folk har skiftet ud med nyere. De gamle skal jo et sted hen. De færreste tænker blot over, hvor de havner, bare de kommer af med dem.

De lander bl.a. på havnen i Køge og herfra sejles de til genanvendelse i udlandet. Endda så raffineret genanvendelse, at træ skilles fra melamin og andet i processen.

Det er genbrug og grøn omstilling i praksis, og pointen er, at vores erhvervshavne er omdrejningspunkter for, at det kan ske.

Lange ventetider

For at drive erhvervshavn er det nødvendigt at uddybe bassiner og sejlrender. Det vil sige at grave bundmateriale nok væk, så den lovede vanddybde sikres. Gør man det ikke, går skibe på grund. Det gør, at havnen ikke kan fungere. 

Det opgravede bundmateriale skal sejles væk og placeres på steder i havet, som Miljøstyrelsen har udpeget, og hvor materialet ikke gør skade – hverken på havmiljø eller andet. Det kaldes klapning. Navnet stammer fra de klapper i bunden af transportskibene, der åbner sig, når det opgravede materiale skal losses.

Klapning er en rutineproces. Nogle havne skal klappe flere gange årligt. Det afhænger alt sammen af vind og vejrforhold, havstrømme og andet. 

Men det tager alt, alt for lang tid at få godkendelser til klapning. Som det er i dag er sagsbehandlingstiden ni måneder. 

Det er uholdbart. 

Derfor har Danske Havne også foreslået en fasttrack-ordning, så havne mod merbetaling kan få deres ansøgninger behandlet langt hurtigere. Havnene er klar til at betale for servicen. For uden klapning, ingen havn.

De danske erhvervshavne har talrige opgaver – som industrihavne, der laster og losser gods af enhver slags, som energihavne, der lagrer og bunkrer brændsler, som fiskerihavne eller som færgehavne. Danmark er en stor fiskerination i EU, og vi er Europas tredje største færgeland. Hvert minut afsejler eller anløber en færge en havn i Danmark. 

En dansk færgehavn venter for øjeblikket på en klaptilladelse. Får de den ikke, inden den næste storm rammer landet, kan en indenrigsfærge komme til at ligge stille, indtil der kan klappes.

Læg hertil, at havne er nøglespillere i den grønne omstilling, hvorfra alle elementer til den voksende skare af havvindmølleparker i Europa skal afskibes. Elementerne bliver større, tungere og længere og skal derfor i hastigt voksende tempo og omfang produceres på havnene. 

Uden effektive, danske erhvervshavne kan de politiske aftaler og klimamål inden 2030 og 2050 ikke nås. Også her er klapning nemlig forudsætningen for, at vi kan løse opgaverne. 

Der er kun syv år til 2030, så vi har travlt.

Danske Havnes ønske er, at vores politikere prioriterer at løse et helt nærværende og konkret problem. Ikke bare for havnene, men for hele landet.